På min YouTube-kanal har jeg en masse små film liggende.

Bl.a. en der handler om, hvordan man gør en kvinde glad.

Et pretty godt lille interview, hvis du spørger mig, der er rimelig meget viden på relativt kort tid.

Et interview, som jeg ved (fordi det har jeg fået mails om), at rigtig mange mænd har været glade for at høre.

Det sjove med de her småfilm er jo, at jeg ikke tvinger folk til at se dem, nej sørme, om man ikke selv skal søge på et eller andet i en eller anden søgemaskine for at komme til lige præcis den her film.

Og herregud, vi kan jo ikke alle være enige.

Vel?

Jeg tænker, vi godt kan blive enige om, at verden ville være et voldsomt kedeligt sted at være, hvis vi alle var enige om alt, og Christ, hvis vi alle kunne lide samme mad, samme lækre fyrer, samme film, samme musik…

Hvor hulan ville udviklingen så ligge…?

Og ville vi så ikke alle synes, at den her hunk ville være den lækreste i verden, og ville det ikke være lidt trivielt?

Hvor ville vi få lyst til at ”skabe” nyt?

Nej, jeg er vitterligt af den overbevisning, at alle vores forskelligheder er fantastiske, og at de alle bidrager til at gøre verden et skønt, farvefyldt og nuanceret sted at være.

Så hurra for forskellighed.

Herfra.

Men det er åbenbart ikke alle her i verden, der er enige med mig i, at forskelligheder er skønt, og den forskellighed er jo, i min verden, også dejlig. Ingen ko på isen dér. Endnu.

(Nogen ville ligefrem kalde det at træde frem på scenen, træde ind i sit lys, integrere sin storhed etc.), og har den frækhed at gå ud frem i verden, lade sin viden blive tilgængelig og dele ud af sin kloghed, sine erfaringer, sine tanker, sine aha-oplevelser og gode råd.

For så rammer det.

Og der er i bund og grund to måder man kan reagere på, når man ser noget, andre kan, gør, har, og som man måske inderst inde gerne vil kunne, gøre, have.

Man kan sige: ”Hey, dét der, det vil jeg edderbankeme gerne have”, eller man kan sige: ”Sikke en idiot”.

Og både du og jeg ved, at der er et utal af nuancer imellem de to poler.

Verden er nuanceret, and I L-O-V-E it 😉

Men blandt de mennesker, som tænker: ”Sikke en idiot, hvem tror hun, hun er?”, er der altså en vis procentdel, som er nødt til at sige det højt.

Og tro mig, det kan komme ud på mange spidsfindige måder.

Den vi aldrig opdager, er bagtalelsen, og den er i og for sig ganske irrelevant i dette skriv.

Nej, den, der er rigtig, rigtig interessant er der, hvor personen føler sig nødsaget til at fortælle dig det.

Ganske uovervejet og gerne NU!

Og det er lige præcis HER problemet opstår.

For dig.

For en af de bekymringer jeg hører igen og igen, og som i næsten 2 år også lå i mine tanker, når jeg udgav et blogindlæg, lavede en ny film til YouTube, lagde en opdatering på ”Fjæsen” eller noget helt tredje var nemlig den respons man kan få, når man ”Stikker snuden frem”.

Jeg.

Var.

Skide.

Bange.

Indrømmet.

Jeg var faktisk hundeangst, så angst, at jeg i perioder nogle gange slet ikke fik sendt det nyhedsbrev afsted, som jeg havde skrevet, men sad der, med rystende fingre bag min computer og følte mig som en kujon, og troede, at jeg var den eneste i verden, der havde det sådan.

Og når jeg ikke valgte at trykke ”Send”, følte jeg, at jeg svigtede alle de mennesker, der gerne ville læse nyt fra mig.

Det var ved at rive mig i stykker nogle gange.

Det var hæsligt, og jeg hadede det.

For hvad nu, hvis jeg fik en møgspand i hovedet, og jeg resten af dagen fik ødelagt mit humør.

Og jeg var bange, fordi jeg havde prøvet det, og jeg var blevet rystet, ked af det, påvirket, uarbejdsdygtig i flere timer mm.

Og ja, har du aldrig udgivet en klumme, sendt et nyhedsbrev afsted, lagt en video på YouTube, så kan det her faktisk være voldsomt svært at forstå, og det er ok.

Og er du bare en af dem, jeg i øvrigt aldrig har mødt, mænd som kvinder, som aldrig har haft problemer med at sende mails i starten afsted eller andet ud i verden, så godt for dig.

Den evne ville jeg gerne have haft.

Men det havde jeg ikke, da jeg startede min online forretning op.

Den kom.

Den der evne.

For jeg opdagede noget, når jeg alligevel fik ”nosset mig sammen” til at sende nyt ud i verden, og jeg så engang imellem fik en brækspand tilbage i hovedet.

Jeg opdagede, at jeg voksede af hver evig eneste oplevelse.

Var det rart?

Nej, det kan jeg edderbankeme love dig for, at det på ingen måde var.

Græd du?

Ja, jeg tudbrølede nogle gange og ringede til Mads og hulkede, så hele kroppen hoppede og var SÅ ulykkelig og ked af det.

Tog det lang tid?

Ja, det kan jeg godt love dig for.

Var det en slem tilbagemelding kunne det i starten tage dage.

Men det aftog.

Og pludselig en dag opdagede jeg, at jeg faktisk havde opbygget evnen til at ”ryste det af mig” i løbet af et par timer.

Og for at vende tilbage til interviewet om ”Hvordan man gør en kvinde glad”, så skete det nemlig igen den anden aften.

Jeg tjekkede lige en mail, fordi jeg havde gang i en større korrespondance med en god veninde.

Og pludselig lå der en mail fra YouTube om, at der var en ny kommentar på en af mine videoer, og kære dig, forbered dig på noget af en svada, den lød sådan her:

”Nej, hvor er du dygtig hva´? Du er nok RIGTIG glad for at du har læst til sexolog og nu synes at hele verden skal vide, hvor dygtig du er, og hvor meget du ved hva´?

Hvordan man gør en kvinde glad, hvor herrebevares sikke en gang bævl og lort at lukke ud. Er det virkelig dét du kan?

Er det virkelig dét du har lært på en sexolog-skole. Nejjjjjj hvor er du dygtig.

Luk dog røven, din klamme so”

 

Og så sad jeg så der kl. 21.45 i pyjamasbukser, med Mads snorkende ved min side i sengen (i bogstaveligste forstand), og med en underlig fornemmelse i kroppen.

Men jeg blev ikke ked af det.

Jeg blev sku´ gal.

For hvad helvede bilder sådan en person sig ind.

Egentligt.

Det er SÅ nemt at pege fingre af andres arbejde, det er SÅ nemt at finde en stavefejl, dømme måden ting bliver sagt og gjort på, det er SÅ nemt at svine andre til, det er SÅ nemt at sige, hvad andre skal gøre, mens man sidder selv og er inaktiv og intet udretter….

Ja, det er faktisk MEGET nemmere end at lette røven og gå ud i verden og producerer noget selv og gøre en kæmpe forskel, som både du og jeg ønsker at gøre.

Nej, lad os endelig bryde ned, for DET ved man da, hvad er!

Det kender vi nemlig al for godt her i ”Jante-land”.

Men jeg mærkede altså lige vreden bølge ind over mig, og så gik Mama Wismann i aktion.

Først tjekkede jeg selvfølgelig vedkomne ud, og kunne se, at de eneste kommentarer vedkomne kom med på YouTube var negative, nedladende og uforskammede kommentarer på alle mulige forskellige indlæg.

Så langt SÅ godt.

Så blokerede jeg vedkomne, slettede kommentaren og tjekkede op på, om vedkommende var på mit nyhedsbrev med de få oplysninger jeg havde, og havde vedkomne været det, var han røget ud på røv og albuer.

Jeg tjekkede selvfølgelig også de sociale medier, jeg har profiler på.

Jeg har kun én ting at sige.

Ud.

Af.

Mit.

Univers.

Og det kan satme ikke gå stærkt nok.

14 min. efter sad jeg i min seng igen, læste den sidste mail fra min veninde, og lagde mig til at sove med ro i sindet.

Og du må godt.

Jeg vil nu give dig min tilladelse, og så kan du bruge den eller lade være, når du oplever tilsvining eller ganske uopfordret ukonstruktivt og flabet kritik.

* Du må godt lade være med at gå i dialog, når folk sviner dig til.

* Du må godt slette en kommentar og blokere en bruger på din facebookside

* Du må godt sige ”nej tak”

* Du må godt blive ked af det også og have lyst til at putte dig under dyne og ALDRIG komme frem igen

* Du må godt sætte regler for, hvordan det skal være at være en del af dit ”Univers”

* Du må godt bestemme, hvilke kunder du ønsker at arbejde med

* Du må godt vælge, hvem der skal være på din facebookside

* Du må godt sætte dine egne regler

* Du må godt, være lige den du er, med lige præcis de unikke gaver du har

* Og du må godt skrive ALT for lange mails med mange bandeord, hvis det er dig, og droppe alle de rigtige regler…. Jeg lover dig, du må SÅ gerne bare skrive mails, som bare er DIG!

* Du må være dig, lige som du er, med alle de følelser det indebærer, og det er okay

Du skal vide, at vi er mange, der har det svært med uforskammet kritik, og du skal vide, at hvis du håndterer det i stedet for at skælde dig selv ud over din ”kedafdethed”, men hvis du snakker med andre om det, så vil du stille og roligt lærer at håndtere det bedre og bedre.

Og du skal vide, at jeg bakker dig op hele vejen, nøjagtig som jeg oplevede, at mit bagland bakkede mig op.

Bakkede mig op i at BLIVE VED med at give min unikke gave her i verden, bakkede mig op i at jeg skulle følge mit hjerte og ikke min frygt.

Og hver evig eneste gang du bliver i tvivl min ven, så lyt lige til den her sang, som Mads havde fået et par musikere til at komme og spille i kirken til vores bryllup – og som jeg hører, hver evig eneste gang, jeg bliver i tvivl, usikker eller måske endda lidt bange.

Og husk på, at ”I´ll back you up” for du skal UD i verden og gøre den forskel, du inderst inde godt, ved du kan gøre, og måske gøre endnu bedre, end du gør i dag <3

Og når du så er færdig med at lytte til den, snakke med andre om din oplevelse og du har fået den lidt på afstand, så kan du altid lytte til den her og fnise lidt af den – jeg ved ikke med dig, men JEG kan ikke undgå at fnise lidt og komme i godt humør af den 😉

Og kan du så ellers have en ganske uforskammet produktiv og dejlig arbejdsdag.

De kærligste tanker
Maj Wismann – Onlineninja og meget mere – vil du læse mere om mig, kan du klikke her <—